Muligheder i elnettet

Et mikrokraftvarmeanlæg producerer foruden varme også elektricitet. Samproduktion af el og varme (kraftvarme) i stedet for separat el- og varmeproduktion er forbundet med en meget stor fordel hvad angår energieffektivitet, idet brændslet udnyttes langt mere effektivt. Dette er også baggrunden for, at stort set alle større fjernvarmeanlæg er opførte som kraftvarmeværker. Ved at erstatte individuelle olie- og naturgasfyr med mikrokraftvarmeanlæg udvides potentialet for kraftvarme. Foruden at øge energieffektiviteten er teknologien også forbundet med en række muligheder i elnettet.

Reducerede nettab og -omkostninger. Når el produceres lokalt i de enkelte bygninger hvor forbruget er, er der ikke i samme omfang behov for at transportere el rundt i systemet. Hermed spares nettab og eventuelt spares også omkostninger til netudbygning samt drift og vedligehold af elnettet.

Øget regulerkraft. Mikrokraftvarmeanlæggene kan bruges som regulerkraft i elsystemet, hvilket der eksempelvis er behov for, når elproduktionen fra vindmøller går op eller ned. Anlæggene kan slukke fra det ene øjeblik til det næste og dermed kan de levere det som kaldes "hurtig nedregulering". Afhængigt af typen af anlæg og hastigheden hvormed de kan tænde, kan de også anvendes til opregulering. En måde at anvende anlæggene til regulerkraft på er, at pulje dem i det som kaldes et virtuelt kraftværk eller på engelsk virtuel power plant (VPP). Et virtuelt kraftværk er en gruppe af mindre anlæg, som kan fjernkontrolleres fra centralt sted og som tilsammen kan have den samme reguleringskapacitet som et stort kraftværk.

Reducerede kraftværksinvesteringer. Mikrokraftvarmeanlæggene kan alt andet lige reducere behovet for investeringer i kraftværker, idet en generel udbredelse af mikrokraftvarmeanlæg vil bidrage så meget til elproduktionskapaciteten, at øvrige kapacitetsudvidelser kan undværes.

Øget forsyningssikkerhed. Mikrokraftvarmeanlæggene kan bidrage til en øget forsyningssikkerhed lokalt, fordi de vil kunne opretholde elforsyningen i husstanden på tidspunkter med strømafbrydelser. Såfremt der etableres mange anlæg, vil anlæggene eventuelt også kunne øge forsyningssikkerheden i det samlede system.

Lettere integration af vindmøller. Endelig kan mikrokraftvarmeanlæggene - især de brintbaserede anlæg - hjælpe til integrationen af flere vindmøller i elsystemet. Anlæggene kan nemlig anvende elektricitet til brintproduktion på tidspunkter med høj produktion fra vindmøllerne og hvor vindmølleproduktionen eventuelt overstiger elforbruget.